fredag den 31. januar 2014

Køb af byggegrund

I løbet af de næsten to år, vi kiggede efter byggegrunde, dukkede der kun to op, som levede op til de fleste af vores krav. Den første blev solgt for næsten af os. Den anden blev vi opmærksomme på i sommeren 2013. Prisen, størrelsen og kvarteret var lige det vi ledte efter. Med over 1.000 kvadratmeter var grunden måske endda lige i overkanten, når man tager den sindssygt høje grundskyld med i overvejelserne.

Inden vi overhovedet nåede at komme ud at se på grunden, var den dog pillet af Boliga.dk igen. Vi fortsatte vores boligjagt og en måneds tid senere dukkede grunden op igen. Vi ringede til mægleren og fandt ud af, at køberen havde fået afslag på finansieringen fra deres bank. Vi tog ud og kiggede og syntes godt om grunden. Den var stor og omkranset af bærbuske og frugttræer. Vi kunne bygge et nyt hus i en gammel have.

Byggegrunden - luftfoto fra Google Maps
Grunden var tæt bevokset med gamle frugttræer og buske med bær.


Vi talte med naboerne og fandt ud af, at det ville være en god idé at undersøge jordbundsforholdene. Grundvandet står meget højt i området, og det kunne blive meget dyrt at lægge fundament. Vi kontaktede Huscompagniet i Ringsted, selv om vi ikke engang havde købt grunden endnu. Jordbundsundersøgelserne var en del af deres standardpris, så vi tænkte, at vi kunne spare 8.000 - 10.000 kroner til undersøgelsen, hvis vi nu endte med at vælge dem som byggefirma.

Vi skrev under på købsaftalen på grunden, men vi fik en klausul med, om at handlen afhang af resultatet af jordbundsundersøgelsen. Det var ikke nogen dårlig idé, for det viste sig, at det ville koste over 200.000 kroner at lægge fundament på grund af jordens beskaffenhed.

Med den information i baghånden fik vi forhandlet prisen på grunden yderligere ned, og endte på et beløb, der ville få byggeprojektets samlede pris til at lande på et niveau, der mindede om salgspriserne på ældre huse på vejen.

torsdag den 30. januar 2014

Derfor bygger vi hus med Huscompagniet

Og det skete i de dage i efteråret 2011, at vi opdagede, at vi skulle være forældre til barn nummer 2. Det var ikke nogen katastrofe i sig selv, for det ville vi egentlig gerne. Problemet var bare, at vi boede i en lejlighed på 82 kvadratmeter på Nørrebro, og selv om vi var glade for at bo der, så savnede vi noget noget mere plads...og en have vi kunne skubbe hyperaktive unger ud i...og en god folkeskole...og et ekstra badeværelse...måske endda med et badekar...og det kunne da også være rart med et kontor...

Udsigten fra vores lejlighed på Nørrebro.
Man kan da se noget grønt i det fjerne, men det kunne nu være rart med en rigtig have.

Grundene til at finde noget andet og større at bo i hobede sig efterhånden op, så vi begyndte at kigge os lidt omkring. Vi kunne hurtigt se, at vi ikke kom ret langt med den låneramme, banken gav os, hvis vi stadig ville bo tæt på byen. Husene, vi så på, var parcelhuse fra 60'erne og 70'erne eller ældre murermestervillaer. Fælles for dem alle var, at de var lidt for små, alt for dyre og ekstremt dårligt isolerede.

Heldigvis havde vi ikke så travlt, så vi oprettede nogle søgeagenter på Boliga.dk, så vi løbende fik tilsendt mails, når der dukkede noget op, der passede til vores temmelig lange liste med søgekriterier. Vi tog jævnligt ud og kiggede på huse og legede også turister i de områder, vi overvejede at flytte til. Ingen af os kendte forstæderne så godt, så det var en god undskyldning for at lære Københavns omegn lidt bedre at kende.

Tiden gik, og vi fandt ikke noget, som vi var helt tilfredse med. Langsomt blev vi lune på at bygge noget selv, men prisen var stadig en solid bremseklods. Jord er mildt sagt ikke særlig billigt, hvis man ikke er indstillet på at fjerne sig alt for langt fra Rådhuspladsen.

Vi fandt en enkelt grund tæt på strandpark og Metro på Amager, men den blev solgt for næsen af os, mens vi var i gang med at undersøge, hvad det ville koste at rive det eksisterende hus ned og bygge et nyt.

Men så en dag i sommeren 2013 dukkede der et opslag om en grund i Hvidovre op i indbakken.