mandag den 31. marts 2014

Rationel-vinduer monteret i vores Huscompagniet-hus

Forårsvejret er fantastisk, og arbejdet med huset skrider hurtigt frem. Inden vi gik gang, troede jeg egentlig, at der ville være nogle små pauser i byggeriet, inden et hold nye håndværkere skulle på banen, men Huscompagniet har håndværkerne linet op, så det nye hold vælter ind, så snart det gamle er færdigt.

I denne uge er alle tolags-vinduerne (på nær Velux-ovenlysvinduer, der kom i for 14 dage siden) blevet monteret. Vinduerne er af mærket Rationel. Der er også installeret hoveddør. Det hele har pyntet meget på den nøgne betonskal, så man nu for alvor kan få et indtryk af, hvordan rummene bliver i det færdige hus.


Vinduer i Huscompagniet-hus
Indtil videre er huset vist energimærke G. Alle vinduer er monterede, men der er gabende huller,
hvor mureren skal mure nogle gode, solide vindueskarme.


På den knapt så muntre side, så har entrepenøren sendt en regning på 17.000 kroner. Der står sjovt nok ikke, hvad regningen dækker, men mon ikke det er for bortkørsel af ekstra jord, som jeg aftalte med dem for en måneds tid siden. Jeg havde egentlig kalkuleret med, at regningen ville komme sammen med opkrævningen for mange andre tilvalg så som dræn og stabilgrus, engang når byggeriet var afsluttet.

Det er meget sigende, at man får så mange små og store regninger i forbindelse med et nybyggeri, at leverandørerne ikke engang gider besvære sig med at udspecificere, hvad man betaler for. "Send os lige nogle flere penge, tak!"

Soveværelse i Huscompagniet-hus
I en krog til vasketøjskurve i soveværelset er der direkte kig til badeværelset
gennem et vist ikke helt planlagt hul mellem gulvet og væggen.

søndag den 23. marts 2014

Ovenlys-vinduer er på plads

Det blev en uge, hvor jeg ikke nåede at komme forbi byggepladsen på hverdage. Det er lidt svært at få flettet byggeriet ind i dagligdagen med to uregerlige unger og to fuldtidsjob med forskudte arbejdstider. Det hjalp heller ikke, at jeg var i Tyskland et par dage midt på ugen.

Resultatet blev, at der blev lagt isolering over stuen, før jeg nåede at fuldføre min lumske plan om at trække el- og HDMI-kabler, inden loftet blev lukket af. Så er der ingen vej uden om at orme sig gennem det trange loftsrum for at trække kablerne.

Alt ser fint ud på byggepladsen. Vores ovenlys i køkkenet er sat i som de to første vinduer i huset. Det giver et flot lys ned over arealet, hvor HTH installerer køkkenbord om et par måneder.

Ovenlys-vindue i køkkenet i vores Huscompagniet-hus
Lad der blive lys! Ovenlys-vinduerne over køkkenet er på plads som de første vinduer i huset.

Elinstallationerne fra Huscompagniets el-leverandør, Uggerly, er på plads. I tomrørene sidder et lille stykke ståltråd til at trække kabler med senere. Der er ekstremt mange stikkontakter, fordi der er et lovkrav om minimum ét stik per et eller andet antal kvadratmeter (vist nok 4). I det mindste er det bedre med for mange end for få stik.

Den eneste skønhedsplet er et hul, som en eller anden ved et uheld har banket i væggen i soveværelset. Det har nok kostet en kvajebajer.

Huscompagniets hus har huller
I tilfælde af, at man skulle komme til at overse, at nogen har banket et knytnævestort hul i væggen i soveværelset, så har en venlig sjæl lige markeret det med tømrerblyanten.

søndag den 16. marts 2014

Elinstallationer, tomrør og kabler

Vi aftalte for et par uger siden på vores møde med Huscompagniets elleverandør, Uggerly, at der skal lægges 44 mm tomrør ind i væggene i stuen. De tomme rør skal skjule kablerne mellem en projektor i den ene side af rummet og Blu-ray-afspiller og mediecenter i den anden side. Rørene går op på loftet, så kablerne kan trækkes hen over stuen og ned gennem rørene på den anden side.

Problemet er bare at for at komme frem til loftet over stuen, skal man først krybe på maven hen over loftet af stort set hele huset. For at få højt til loftet er der nemlig bygget skrå lofter over køkken og stue. Derfor er der kun en meget lille gang at bevæge sig på mellem loftet og taget.

Taget på vores hus fra Huscompagniet
Krybegangen på loftet er meget lille. Den kan lige anes under tagspærene. For at trække kabler skal jeg først møve mig langs hele husets længde og så mave mig til højre og hen for enden af stuen.

Mareridtsscenariet er, at mit omfangsrige korpus kiler sig fast i den alt for smalle passage, så en flok hærdebrede Falck-folk må dække mig i brun sæbe og hive mig ud ved anklerne.

Efter råd fra blandt andre en tidligere sælger fra et andet byggefirma end Huscompagniet, har jeg aftalt med elektrikeren, at jeg selv tager ud og lægge kablerne i, lige så snart tomrørene er på plads. Så kan det hele klares med et par ture op og ned på en stige, og jeg slipper for at mave mig frem med en lommelygte mellem tænderne og elledning og HDMI-kabel om halsen.


mandag den 10. marts 2014

Vægge og værelser

Det tog kun Huscompagniet et par dage at installere væggene i huset. Det er store elementer i porebeton, så det går lynhurtigt med at få dem alle på plads. Da vi for en uge siden gik rundt og kiggede på fundamentet, virkede huset meget stort. Men nu, hvor vi rent faktisk kan gå rundt i værelserne, virker de forbavsende små. Især soveværelset ser nærmest mikroskopisk ud. Jeg har en mistanke om, at Huscompagniet har listet sig til at tegne en børneseng ind på plantegningerne for at få soveværelset til at virke større.

Vægge i porebeton i vores Huscompagniet-hus
Det ligner lige pludselig et hus, men der er stadig over et par måneder til, at det skal være færdigt.


Vores ældste datter kunne gå rundt i sit nye værelse og var specielt begejstret for, at der var åben himmel. Det allerbedste var dog at bestige den store jordbunke, der stadig ligger i baghaven.


Overskydende jord fra vores nybyggeri
Det er skønt med et bjerg i baghaven. Hvis det stod til fotografen og modellen, så beholdt vi bare det overskydende jord sådan, men der er nok medlemmer af familien, der ville stritte imod.

lørdag den 8. marts 2014

Om at flytte fra Nørrebro til Hvidovre

Satirisk tekst fra Social Demokraten, 1923:


Møde i Sogneraadet

Gaardejer Mikkelsen. – Eftersom vi paa adskillige Møder her i Stuen har vedtaget Udflytternes og
Træhusbeboernes fuldstændige Udryddelse fra Hvidovre Jords Overflade, foreslaar jeg at vi bli’r
enige om en kraftigere Metode. Nu da Oksebremselarven er forsvundet fra Sognet og Ræven kun
lader sig se nu og da, er det Skam og Skade at Sognet skal plages af Udflyttere i Træhuse. Jeg
foreslaar derfor, at Sognet bevilger Midler til Indkøb af Ratin og Fælder, som lægges paa de
Steder hvor Udflyttere har deres Gang.

Klokker Petersen. – Hvis Mikkelsen tror at Udflytterne gaar i Fælden, tager han fejl. Det vilde kun
være spildte Penge. Næ, skal vi Ondet til Livs, maa vi lade dem uddø af dem selv. Det er en
Kendsgerning, at alle usiviliserede Stammer uddør efterhaanden, saasom Eskimoer, Indianere og
Dværgnegere. Sognet skal bare roligt se Tiden an.

Købmand Mortensen. – Det er med Uro og Bekymring man hører den sidste ærede Taler udbrede
sig om Dværgnegere og Eskimoer her i Sognet, den eneste Fremgangsmaade overfor de truende
Fremmedelementer i Hvidovre er at befæste Byen. Ved at opstille to Kanoner i hver Ende af
Sognet, skal vi nok se, at baade Indianere og Skaalkopper og andet Skidt holder sig udenfor
Grænsen. Jeg foreslaar derfor, at Sognet bevilger de to Kanoner saa hurtigt som muligt.

Partikulier Sivertsen. – Jeg er meget imod Opstilling af Kanoner her i Sognet. Saadan no’et ka’
eksplodere!

Købmanden. – Herimod kan jeg kun svare, at selvfølgelig behøver Kanonerne inte at være ladte.
De skal kun staa som Skræk og A’varsel.

Derefter vedtoges Kanonerne enstemmigt.

-----------------------------------------------------

Teksten blev skrevet cirka samtidigt med byggeriet af det oprindelige sommerhus, der stod på grunden, da vi købte den. Mange arbejdere flyttede fra de uhumske brokvarterer og ud på landet. Ikke alle de gode borgere i Hvidovre var lige begejstrede. Forhåbentlig bliver der taget lidt bedre mod os, når vi flytter fra Nørrebro til forstaden om et par måneder.

fredag den 7. marts 2014

Tilbud på skabe i køkken, bryggers, badeværelse og soveværelse fra HTH

Jeg har lige fra det øjeblik, hvor vi underskrev kontrakten med Huscompagniet, været betænkelig ved at binde os til ét køkkenfirma på forhånd. Det er bare ikke noget godt udgangspunkt for forhandling, når HTH, inden de overhovedet har mødt os, ved, at vi med stor sikkerhed vil vælge dem som leverandør af skabe til køkkenet og de andre rum.


HTH-køkken i vores hus fra Huscompagniet
Skyerne hænger ildevarslende lavt udenfor vinduet i vores kommende køkken fra HTH.


De bange anelser viste sig at holde stik. Vi har nu modtaget et tilbud fra HTH, og det er temmelig dyrt. Desværre har vi behov for at huset er så færdigt som muligt på overtagelsesdatoen. Vi har ikke mulighed for at lave så meget af arbejdet selv. Desuden vil vi kun kunne få en del af det beløb, som er afsat til skabe i kontrakten, retur, hvis vi vælger et andet køkkenfirma. Vi har undersøgt priser og kvalitet hos Vordingborg Køkkener og IKEA, og i vores prisniveau er der ingen synlig forskel på det endelige resultat.

Vi har besluttet os for at selv at montere skabe i soveværelset og børneværelser. Skabene til køkken, bryggers, badeværelser køber vi hos HTH. Den samlede pris på alle skabe ligger med vores fravalg kun nogle få tusinde kroner over det beløb, der er afsat i kontrakten med Huscompagniet.

Vores oplevelse af handlen med HTH har været blandet. Der gik over fjorten dage, før vi modtog tilbud og plantegninger. Det gjorde vores samarbejde med elfirmaet Uggerly lidt besværligt, for de skulle bruge plantegninger over skabenes placering for at kunne tegne lamper, stikkontakter og emhætte ind. Vi har tidligere købt et IKEA-køkken, hvor vi fik udarbejdet en plantegning og en samlet pris på et kvarters tid.

mandag den 3. marts 2014

Møde med Uggerly om installation af el og netværk

Den 27. februar var vi til møde med Huscompagniets installationsfirma, Uggerly i Ringsted. Om ikke andet så får da man set noget af Sjælland som kunde hos Huscompagniet. Vi har nu holdt møder i Lyngby, Ringsted, to steder i Hillerød og på vores grund i Hvidovre.

Vi har lidt blandede erfaringer fra vores møder med Huscompagniet og underleverandører. På vores møder med Huscompagniet har utroligt meget skullet besluttes på kort tid. Og efter vores ellers fine møde med HTH for over fjorten dage siden har vi endnu ikke modtaget deres tilbud. Vi henter et par ekstra køkkentilbud ind for en sikkerheds skyld.

Mødet med Uggerly gik rigtig godt, og vi har allerede modtaget deres tilbud via email. Uggerlys sælger af el- og dataløsninger var meget vidende om sine produkter, og han kom med mange gode forslag. Nogle af dem var endda gratis. Det var dem, vi bedst kunne lide.

Vi fik fx flyttet rundt på en del stikkontakter, så de blev placeret mere praktisk i rummet i forhold til møbler, dørenes åbningsretning og vores daglige brug af huset.

Der var desværre også en del af valgene, der blev serveret med et prisskilt. Vores tilvalg endte med en ekstraregning i forhold til kampagnehuset på cirka 29.000 kroner. Den største post på regningen var 18 indvendige og 3 udvendige LED-spots. Den slags koster åbenbart 700-800 kroner per stk.

Vi valgte også et par fine udendørs lamper til terassen. Vi får nok at se til, når vi overtager huset, så det er rart at kunne strege et par ting fra listen allerede nu.


Uggerlys elmåler på byggegrunden holder øje med forbrug af byggestøm
Uggerlys elmåler står allerede på grunden og holder øje med byggestrøm. Måleren hoppede fra nul til 298 kWh på et par dage. Jeg vil prøve at undgå at kigge på måleren fremover for at minimere mit byggestress.

De penge, der var bedst givet ud, var nok dem til tomrør. Der er betryggende at vide, at der ligger rør klar til kommende el- eller netværkskabler, hvis der skulle blive brug for det. Vi får installeret gigabit-netværk i nogle af rummene, og så vil det være nemt at bygge videre på kabelnetværket, hvis behovet opstår.

Jeg var lidt bekymret over at skulle have en trådløs router stående i bryggerset i en afkrog af huset omgivet af signalforstyrrende vandrør og metal. Med de tomme rør til kabler kan jeg nu i stedet stille den op på loftet over midten af huset for at opnå maksimal dækning med det trådløse netværk.

I stuen bliver der installeret et par ekstra kraftige tomrør, så jeg kan trække HDMI-kabler og strøm fra den ene side af lokalet og op på loftet, og så igen ned på den anden side til en projektor, der kommer til at stå på en hylde lige under loftet. Det er den slags detaljer, der gør hele besværet værd. Nu gruer jeg bare lidt for installationen. Der er kun en lille krybegang over køkkken-alrummet på grund af dets skråloft. Jeg er nødt til mave mig frem med en lommelygte mellem tænderne og dreje hen over stuen, hvor der er lige så lidt plads. Der skal kablerne så hives op med hjælp af snore i tomrørene og trækkes ned igen på den anden side. Det er ikke en dag, jeg glæder mig til, men det bliver forrygende, når det er færdigt.

Uggerlys tilbud på hårde hvidevarer

Uggerly kom også med et bud på hårde hvidevarer. Deres listepriser var meget høje, men man kan faktisk godt få lidt rabat hos Uggerly. Det er stadig dyrere end de laveste priser hos netbutikkerne, men til gengæld så er det hele installeret, når vi overtager huset i slutningen af maj. Det skal vi lige tygge lidt på, inden vi beslutter os.

søndag den 2. marts 2014

Støbning af fundament og udlægning af stabilgrus

Så blev fundamentet støbt. Det har tørret i nogle dage, og væggene af porebeton ligger allerede klar til monteringen i næste uge.

Entrepenøren har også lagt en skudefuld stabilgrus til carport og fliser. Det måtte vi aftale uden om Huscompagniet, fordi vores byggeleder fra Huscompagniet ikke, som aftalt, havde videregivet plantegningen over, hvor vi skulle have stabilgrus, til entrepenørfirmaet.



Stabilgrus, køreplader og fundament på Huscompagniets byggeplads
Grunden er dækket af fundament, stabilgrus og køreplader.
Det er svært at forestille sig, at det nogensinde skal komme til at ligne en have igen.